Tylön Runt i havkajak



Jeg er ikke nogen "racer røv", men syntes alligevel det er sjovt en gang i mellem, at deltage i konkurrencer....

I 2012 havde jeg skrevet Tylön Runt  ind i min kalender.

Arrangementet foregik i Halmstadbugten med start og mål på elven Nissan lige midt i Halmstad centrum. Herfra ror man ud i bugten, rundt om Tylön og tilbage til mål i Halmstad - i alt 24 km.

Fredag aften pakkede jeg tøj og lagde min North Sea kajak på taget af bilen. Og tidlig lørdag morgen kørte jeg til Helsingør og tog færgen over til Helsingborg. Ad motorvej E4 til Halmstad og kørte ind i byen, ca. 1½ time før start. Så var der god tid til at finde startstedet og en parkeringsplads. Det var nemt nok. Startområdet var Kapsylparken ved siden af biblioteket som ligger lige ned til elven.

Det var et blandet felt af ca 40 surfskis, havkajakker og turkajakker der var klar til start.

Feltet af surfskis trak hurtigt fra os i tur- og havkajakker. Jeg havde besluttet ikke at lade mig rive med af stemningen og farten. Så jeg holdt omkring 7,5 km/time, lige foran "kaffe-holdet". Der var modvind og modsø hele vejen ud til Tylön. I læ af Tylön kunne jeg få lidt at spise og drikke og satte så kursen tilbage mod Halmstad. Vinden var nu vendt og med sol og vind i ryggen gik det i fuld fart mod Halmstad. Fra en lille kanalcafe heppede gæsterne når deltagerne kom forbi og over mållinien. Festligt! Gennemførte i tiden 3:25:18.



Kl. 15 præmieoverrækkelse med flot pokal til første kajak i mål. Plaquette og præmie til alle som gennemførte og lodtrækningspræmier (jeg vandt en t-shirt) Alt i alt et godt arrangement.



Tylön Runt i havkajak blev arrangeret af ourdoorbuttikken Go Nature i Halmstad.På grund af manglende ressourcer er løbet ikke blevet afholdt siden 2014