LIMFJORDEN SET FRA SØSIDEN


Boganmeldelse  - "Limfjorden set fra søsiden"

Ombord på det gode skib "Lappedykkeren" sejler vi med Preben Heide ved roret gennem den smukke Limfjord. Fra Hals i øst, gennem Langerak til Ålborg, forbi Mors til Thyborøn og Vesterhavet i vest. 

Preben Heides sejlerhjerte banker varmt for Limfjorden. Der er fine beskrivelser af ankerpladser og de mange små Limfjords havne. Og når "Lappedykkeren" ligger til kaj i en hyggelig havn, fortsætter forfatteren oplevelserne på cykel eller til fods i Limfjordslandet.

Bogen er en rigtig god oplevelsesguide til Limfjorden. Flere end 40 havne i Limfjorden er beskrevet. Der er rigtigt mange gode tips om den nærmeste kro, købmand. og seværdigheder.  Nogle emner har fået deres eget kapitel f.eks. Limfjordsvejret, muslingefiskeriet, fjordens tilstand og historien om de sorte missionsfolk. Alt i alt let og fængslede skrevet.
Køb bogen eller lån den på dit bibliotek, hvis du planlægger et kajaktogt på Limfjorden. Eller blot vil mønstre som bolværksmatros og "sejle med" i sofaen i et par dage. Jeg er i hvert tilfælde blevet hooked på et kajaktogt til Limfjorden, temmelig snart.

"Limfjorden set fra søsiden", 142 sider, mange fotos, havnekort o.a. illustrationer. Udgivet af Wisby & Wilkens i 2010, ISBN 978-87-89191-98-0.

Preben Heide er TV mand, journalist, forfatter. Og rutineret tursejler med mere end 25 år med foden på eget dæk. 

Udgivet 01.02.2015Foto PR