FORÅRSTURE I HAVKAJAK

 


















Det dufter af forår derude. Lidt køligt måske, men rigtigt påklædt er det en skøn årstid. Så, få pakket udstyret og kajakken - foråret skal opleves på vandet.


 













Djursland
Med 250 km kystlinje, nationalpark, bjerge, bugter og charmerende byer er der masser at tage fat på. Ebeltoft er et godt udgangspunkt, herfra kan du opleve Mols Bjerge fra søsiden, være turist i den hyggelige by om aftenen og ro på kajakruten langs Syddjurs' kyst næste dag. Læs Kajakportalens artikel om Djursland her.

Kajakkortet "Kajakruten langs Syddjurs kyst" blander kulturhistorien med information om overnatningsmuligheder (GPS koordinater), seværdigheder m.m. Kortet er gratis hos turistbureauet i Ebeltoft, tel. 8634 1400. Turistinformation om Djursland 
 











  




Smålandsfarvandets ørige
Kragenæs havn og Bandholm Camping ligger fint både som overnatningssted og som udgangspunkt for et kryds rundt i Smålandsfarvandets ørige.  Gå i land, lej en cykel og oplev de idylliske landsbyer. Langs vejene har øboerne små boder hvorfra de sælger frisk frugt og saft. 

Ud for Kragenæs havn ligger Fejø med sine smukke gamle bindningsværkshuse og haver med duftende stokroser. De to småøer Askø og Lilleø har tradition for frugtavl. Det er især æbler som trives godt i Smålandsfarvandets milde klima. Charmerende og bakkede Femø har sin kro og de fine strande. Sydspidsen af Femø kaldes "Kap det gode håb" og med en frisk sydlig vind skulle dette være et godt spot til kajaksurf. 

"Kano-Kajak-Surf-Guide" har turforslag til bl.a. Smålandsfarvandet, Nakskov Fjord og Guldborgsund. Guiden koster 35 kr. og kan bestilles hos turistbureauet i Nakskov, tel. 5492 2172. Se her et  on-line  bladre eksemplar af guiden.


 

Kajakorientering
Kajakorientering er ligesom orienteringsløb - find den korteste og hurtigste vej mellem posterne. Forskellen er bare at  du ro i stedet for at løbe eller cykle.

I Københavns havn er der udlagt tre forskellige "baner".  Tag banerne på tid eller som en hyggetur med dine kajakvenner,  hvor I kan løse den quiz der hører til. Kort og facitliste findes på www.findveji.dk. Læs artikelen om Kajakorientering i Københavns havn

Play it safe 
Selvom forårssolen luner, er vandet koldt. Hundekoldt. Sikkerheden skal være i orden. Giv besked til en kontaktperson om afgangs- og ankomsttidspunkter og rute. Og pak kajakken med ekstra kajaktøj, siddeunderlag, et alu tæppe og noget varmt at drikke. 

Nyttige links