SANKE I STRANDKANTEN






















Sand og sten er typisk det første man lægger mærke til i strandkanten. At man også kan høste velsmagende tang og urter her, er en øjenåbner for mange. 

De danske strande og strandenge bugner af spiselige planter, der smager som agurk, spinat eller løg og kan bruges i madlavningen.

Tangchips
Den brune blæretang er nem at finde langs kysterne. Den er let genkendelig med dets store nubrede hjerteformede frugtlegemer. Blæretangen samles bedst fra marts til juni, men kan i princippet høstes hele året.

Ingredienser
  • Friskplukket blæretang
  • Majs- eller solsikkeolie
Tilberedning
Tør tangen godt af i køkkenrulle. Riv den i småstykker på cirka 4 x 4 centimeter og steg stykkerne sprøde i den varme olie. Chipsene lægges til afdrypning på et stykke køkkenrulle og er så klar til at spise. Du behøver ikke at salte, det har naturen klaret.


Strandkarse
Strandkarse kaldes også for Nordens wasabi, fordi den smager som den japanske peberrod, du får til din sushi. Den gråligt grønne urt, kan plukkes fra maj til august, vokser typisk ved strande og strandenge. Du kan bruge både stængler og blade i salaten eller kværne dem med lidt olie eller yoghurt og servere dressingen til fx røget kød eller grillet fisk.

Urtesalt
Med strandkarse, strandbede og strandsennep, som du kan finde langs de danske kyster, kan du lave din egen urtesalt. Tør urterne  og bland dem sammen med f.eks. sydesalt fra Læsø eller anden god salt.



Krabbesuppe
Ingredienser
  • 5-10 krabber
  • Grøntsager f.eks. porrer, løg, gulerødder, kartofler, hvidløg
  • Majs- eller solsikkeolie
  • Grøntsagsbouillon (terning) 
  • Piskefløde
  • Vand
  • Salt, peber og paprika
Tilberedning
Lad krabberne gå i frisk vand i en spand i cirka 12 timer inden de koges. Sæt vandet over og når det koger kommes de levende krabber i. Lad krabberne ligge i vandet et stykke tid inden du tager dem op. Slå krabberne i stykker. Kom krabbestykkerne i en gryde med en smule vand. Lad vandet simre i cirka 15 minutter. Si krabbestykkerne fra vandet. Gem vandet - det er krabbefonden. Skær grøntsagerne i stykker og kom dem i en anden gryde og svits i olie. Tilsæt krabbefonden sammen med fløde, grøntsagsbouillon og eventuelt mere vand. Server suppen med lækkert brød til.


Blåmuslinger
Blåmuslinger kender mange som en lækker "classy" spise fra restauranter og fiskehandlere, men det er en råvare, der relativ nemt, kan samles kvit og frit fra havet. Blåmuslinger kan findes utroligt mange steder, men chancen er størst der hvor der er sten ud i havet; ved høfder, bølgebrydere, moler og pæle. Sikreste periode for indsamling af blåmuslinger er fra midt oktober til midt april. Læs her.

Østers
Østers er en delikatesse som blandt andet kan findes i Limfjorden og Vadehavet. Tommelfingerreglen siger at du kan samle østers i de måneder der slutter med "r". Men der kan være undtagelser. Læs Fødevarestyrelsens råd til høst af østers.

Fyld hatten
I Jyske Lov fra 1241 står der, at du i naturen må plukke og samle det, du kan have i din hat. Den lov gælder stadig. Og har du ikke en hat, kan du bruge en pose. De samme regler gælder for privatejede arealer.

Der er ingen regler i forhold til at samle muslinger og krabber i havet. Dog er det god skik at sanke med måde og kun sanke til eget behov.

Mere vild mad
Download appén Vildmad hvor du kan læse og hvad man finder hvor og hvordan man tilbereder det.

Naturstyrelsen har lavet en on-line kogebog med opskrifter på forskellige spiselige planter, blade, bær, svampe m.m., som du kan finde rundt omkring i den danske natur. Du finder kogebogen på naturstyrelsen.dk

Udgivet: 17.04.2020
Foto: PR