Ø FERIE


De danske øer gemmer på mange spændende oplevelser og man bliver positivt overrasket over, hvor meget historie og ikke mindst ro, der findes ude på øerne.

Går du i tankerne om at besøge en eller flere danske øer, men ikke helt ved hvor eller hvilken ø du skal starte med, så er der tips at hente her. 

Nekselø, Sejerøbugten
Efter en kort tur ovre fra Havnsø, kan du sætte fødderne i land på den lille fredede ø Nekselø. Øen byder på en rigtig smuk og varieret vandretur. Ruten følger stort set kysten hele vejen og med de stejle skrænter, bakker, marker og lange kig ud over havet, er det svært ikke at blive begejstret.

Fur, Limfjorden
Fur er kendt for dets istidslandskab, forekomster af moler og smuk natur. Besøg fx. Knudeklinten som er lange molerklinter med askelag og Stendal Høje som er Fur´s højeste punkt. Når sulten og tørsten melder sig, er der flere muligheder. Nyd det autentiske havnemiljø, hvor du finder Fur Færgekro eller spis hos Fur Bryghus. I micro bryggeriet kan du få en god frokost og drikke gode Fur øl til, som i øvrigt flere gange er kåret som Danmarks bedste.

Hjarnø, Horsens fjord
Selvom Hjarnø kun ligger 500 meter fra fastlandet, så er ø-stemningen til at tage og føle på. Så snart du kommer til den lille færgekaj står tiden stille, og kan du komme tæt på sporene fra øens vikingehistorie, smage lokale vin, de ny opgravede kartofler og besøge en af landets allermindste kirker. 

Ø-Passet
Med et Ø-Pas i kajakken er du hurtigt på rette kurs. Ø-Passet indeholder informationer om 39 danske øer, en QR-kode og links til hjemmesider med nice-to-know oplysninger. Der er selvfølgelig også et kort og en fin lille beskrivelse om, hvad der gør den enkelte ø helt unik og anbefalinger til skønne oplevelser rundt på øen.

Og så kommer det sjove, syntes jeg. På øernes havne eller et markant turiststed er der en plade med øens silhuet og en speciel pen. Med pennen gnides ø-silhuetten over i passet. 

Se Ø-Pas som digital bladrefil og køb det her.

Læs mere om ø ferie på havogkajak.dk   

Bonusinfo
Der er omkring 1.400 øer i Danmark, og over 400 danske øer ligger i fjorde og bælter, 72 af dem er beboede, og 37 øerne kan nås med færge. Sjælland er den største ø, og den mindste ø er Frederiksø, som ligger i Østersøen, cirka 15 km fra Bornholm.

Publiceret 03.07.2022
Foto PR
Tagget Ud på tur