Lolland er måske ikke det første sted, mange tænker på, når kajakken skal på vandet. Men langs øens kyster gemmer der sig mange oplevelser – fra rolige fjorde og smalle sunde til åbne kyststrækninger med udsigt over Østersøen.
Fra de beskyttede fjorde til det åbne hav omkring øerne viser Lolland mange forskellige sider. Her kan du finde både rolige naturoplevelser, øhop og mere krævende ture, ofte med masser af plads omkring dig. Det er netop variationen, der gør Lolland interessant som kajakdestination. En tur her behøver ikke være den samme som den forrige. Her kan du ro mellem små øer, opleve et rigt fugleliv og følge kyster, hvor natur, historie og hav mødes.
Nakskov Fjord – øer, fugleliv og beskyttet vand
Nakskov Fjord er et af Lollands bedste områder til havkajak. Fjorden er et stort lavvandet øhav med mere end 10 små øer og holme, hvor du kan planlægge ture i mange forskellige længder. De mange øer giver gode muligheder for at finde læ, hvis vinden kommer fra den forkerte retning, og fjorden er derfor velegnet til både mindre erfarne kajakroere og dem, der ønsker en rolig naturoplevelse. Undervejs kan du gå i land på en af øerne, holde pause ved kysten og opleve et af Lollands vigtigste fugleområder. Med lidt held kan du også møde sæler eller marsvin.
Et oplagt udgangspunkt er Nakskov Havn, hvorfra du kan udforske fjorden og blandt andet ro mod Albuen, der ligger som en lang tange ud mod Langelandsbæltet. Albuen har en spændende historie som tidligere fiskerleje og navigationspunkt.
Smålandsfarvandet – øhop mellem Lolland og øerne
Nord for Lolland ligger Smålandsfarvandet. Her åbner landskabet sig og kajakturen foregår mellem øer, små havne og åbent vand. Området omkring Fejø, Femø og Askø er oplagt til ø-hop. Her kan du kombinere selve roturen med små landgange, besøg i havne eller en pause ved en stille strand.
En klassisk tur er rundt om Fejø, som er cirka 28 kilometer. Turen kræver dog, at du holder øje med vind og vejr, da du flere steder bevæger dig på åbent vand. På gode dage får du en fantastisk oplevelse med udsigt over øhavet og de mange små øer.
Guldborgsund – mellem Lolland og Falster
Det smalle farvand mellem de to øer giver mulighed for mange forskellige ture med skiftende landskaber undervejs. Her ror du forbi skove, kyster, små havne og byområder. Området kan være et godt valg, når vinden gør de mere åbne kyster mindre attraktive. Samtidig skal du være opmærksom på, at Guldborgsund også er et sejlfarvand med anden trafik, så god orientering og hensyn til andre på vandet er vigtigt.
Nysted og den åbne sydkyst – når havet viser tænder
Ved Nysted møder du et mere åbent kystlandskab. Her mærker du tydeligt, at du er på havet, og forholdene kan ændre sig hurtigt, når vinden tager til.
Området byder på flotte udsigter over Østersøen, lange kyststrækninger og mulighed for at opleve Lolland fra søsiden. På stille dage er det en fantastisk oplevelse at glide langs kysten med udsigt til de store horisonter.
Nysted er samtidig et godt udgangspunkt for kajakoplevelser med både natur og historie. Den gamle købstad, kystlandskabet og udsigten mod blandt andet Ålholm Slot giver ekstra indhold til turen. Dette område egner sig bedst til kajakroere, der har erfaring med åbent vand og kan planlægge efter vind, bølger og strøm.
Maribosøerne – kajak i stille natur
Når vinden blæser kraftigt ved kysterne, er Maribosøerne et oplagt alternativ. Her får du en helt anden type kajakoplevelse med stille vand, små øer og et rigt fugleliv. Søerne ligger i Naturpark Maribosøerne og er kendt for deres varierede natur. Fra kajakken oplever du landskabet tæt på, mens siv, skove og fugleliv danner rammen om turen. Maribosøerne er velegnede til en rolig dagstur, hvor naturoplevelsen er vigtigere end lange distancer.
Planlæg din kajaktur på Lolland
Lolland byder på mange forskellige muligheder, og det kan derfor betale sig at planlægge turen hjemmefra. Vindretning og vejrforhold har stor betydning – især på de åbne farvande.
På Udinaturen kan du finde information om blandt andet adgang til naturen, shelters og faciliteter. Naturlandet samler inspiration til oplevelser på Lolland-Falster, herunder forslag til ture og steder, hvor du kan komme på vandet.
Foto: PR
