Den sjællandske nordkyst kaldes også Den Danske Riviera for sine fine strande, klassiske badehoteller og elegante sommerhuse. Og i de hyggelige kyst- og badebyer lokkes der med is, kaffe og pause. Om aftenen kan man nyde de smukkeste solnedgange, mens vandet bliver stille. Det er let at forstå, hvorfor ferieglade turister søger mod Den Danske Riviera for at nyde livet.
Andet end badebyer
Langs kysten er der gode muligheder for pauser – fra en is på havnen til en medbragt madpakke på stranden. På klare dage kan man skimte både den svenske klippekyst ved Kullen og den lille ø Hesselø, som begge synes tættere på, end de i virkeligheden er.
Har du fiskestangen med, kan du med lidt held, få en ørred eller torsk på krogen til aftensmaden. Måske krydret med tang eller bær sanket på stranden og i klitterne. Er du fugleinteresseret, så hold øje med himlen ved Gilbjerg Hoved og Spodsbjerg, hvor tusindvis af fugle passerer i forår og efterår.
Kysten er levende og hele tiden i forandring. Bølger og vind æder sig ind på landet og underminerer kysten. Enkelte huse balancerer faretruende tæt på skrænterne. Gennem årene er der opført høfder og bølgebrydere som forsøger at holde havet i skak. Ud for Spodsbjerg har man anlagt et stenrev; Hunderevet markeret med gule bøjer.
Tag til Helsingør og sæt kajakken i ved bådramperne foran Kajakklubben Krogens klubhus i Nordhavnen eller direkte fra "Gummistranden" på havnens nordside.
Efter et par friske pagajtag mod Hornbæk, forsvinder silhuetten af Kronborg bag dig. Nord for Helsingør passeres en række imponerende luksusvillaer som har glæde af den flotte havudsigt. Ved Ålsgårde stikker Langebro ud, bygget i 1892 af forvalteren på Aalsgaarde Teglværk, Preben Lange, som et populært badested for de lokale. Den gule villa med splitflaget er Marineudkigsstation Hellebæk, hvorfra Søværnet året rundt holder et vågent øje med den ind- og udgående skibstrafik i Øresund.
Kysten langs Hornbæk Plantage er temmelig stenet, så hold god afstand til land. Plantagen blev etableret, primært med nåletræer, for at bekæmpe den sandflugt der var opstået som følge af kreaturafgræsning.
De fire store betonklodser som ses inde på stranden er kanonfundamenterne fra Hornbækbatteriet, som blev opført af tyskerne under anden verdenskrig. Kanonerne, havde en rækkevidde på 18 kilometer, og skulle forhindre de allieredes krigsskibe i at sejle ind i Øresund og videre til Østersøen.
Snart dukker sejlbådenes mastetoppe op i Hornbæk Havn. Det lille fiskersamfund har vokset sig til en en af de mest eftertragtede badebyder med strandpromenade, elegante badehoteller, strandbarer og butikker. Fiskeriet er stort set ophørt, til gengæld er havnen om sommeren fyldt til bristepunktet med lystbåde. På havnens østside har Hornbæk Kajakklub sit kajakoplæg og sandstranden foran er fin til at lande med kajakken for lige at gå i land og strække benene.
Efter Hornbæk åbner kysten sig med stejle skrænter ved Horneby Sand. Stranden ved Dronningmølle breder sig ind i en af nordkystens smukkeste bugter, der strækker sig til pynten ved Villingebæk. Her erstattes sandet af sten, og ved Nakkehoved, ca. ½ km øst for fyret, ligger kystens eneste kystnære overnatningsplads (krævende landgang på store sten, vanskelig i bølger).
Den karateriske hvide funkisbygning i Hornbæks skyline er bygget i 1935 som badehotel. Siden 1952 har bygningen fungeret somfysiurgisk hospital under Rigshospitalet. I 2026 genåbnet huset som ekstravagant badehotel.
På Nakkehoved står to fyr; Vestre og Østre. De blev opført i 1772 for at forhindre strandinger langs kysten. I dag er Østre Fyr slukket, mens Vestre Fyr stadig er i brug. Sammen med fyrene på Kullen og Kronborg leder det skibene sikkert ind i Øresund. Du kan besøge museet i fyrhuset hvor der fortælles om fyrets historie og Dansk Fyrvæsen.
Gilleleje er vokset op omkring havnen og er i dag Sjællands største fiskerihavn med omkring 15 aktive kuttere. Hver dag losser de deres fangst, som senere kan købes i en af fiskebutikkerne på havnen. Tag en slentretur gennem den gamle bydel, hvor små, velholdte fiskerhuse ligger tæt, kun adskilt af stengærder og blomstrende haver.
Tisvildeleje til Liseleje og retur, 16 kilometer
Med sine badehoteller og farverige badehuse er Tisvildeleje indbegrebet af Den Danske Riviera. Om sommeren summer "lejet" af liv, når de kendte mingler og mødes på de mange cafér og spisesteder.
Fra Tisvildeleje strækker kysten sig mere end 10 kilometer mod vest med brede sandstrande og et grønt bælte af nåletræer langs havet. Skoven, Tisvilde Hegn, blev plantet for at standse sandflugt og breder sig videre mod Melby Overdrev, ligger som et åbent, fredet hedeområde.
Bag en større stenhøfte dukker Liseleje frem og her kan man finde læ i den lille lavvandede bugt. Træk kajakken op på stranden og tag en pause på en af de små caféer eller ishuse, før du ror tilbage til Tisvildeleje. Byen har en afslappet stemning og er mindre travl end Tisvildeleje.
Lynæs ligger godt beskyttet af de høje skrænter og har et afslappet, maritimt miljø, hvor tiden synes at følge sit eget rolige tempo. Farvandet rundt om Lynæs er kendt som et af Danmarks bedste til kite- og windsurfing, men er også et godt udgangspunkt for en kajaktur ud mod Kattegat eller til Roskilde Fjord. Du kan sætte kajakken i fra den brede sandstrand foran Lynæs Surfcenter eller bruge Lynæs Kajakklubs bro i lystbådehavnen.
Fra Lynæs følges kysten mod Hundested. Ved passage af havnen kan der være reflekssø fra molerne og bølger fra de små færger, der sejler i pendulfart over til Rørvig.
Hundested har udviklet fra en stille fiskerby til en havneby med en livlig kulturkaj hvor små gallerier, atelierer, kunsthåndværkere og glaspuster ligger side om side med caféer og Bryghuset Hundesteds eget mikrobryggeri. En lav flydebro i den gamle fiskerihavn gør det nemt at lægge til, hvis du vil strække benene og se nærmere på det hele.
Ved siden af fyret ligger Knud Rasmussens Hus, hvor polarforskeren (1879–1933) skrev sine bøger og plan-lagde de ekspeditioner, der gjorde ham verdensberømt. I dag er huset indrettet som museum og fra 1'salen er der en fantastisk udsigt over Kattegat hvor man i klart vejr kan se helt til Hesselø.
Har du masser at armkræfter og vejret er fint kan du overveje at forsætte langs den danske riviera til Hald Strand og Rågeleje. Ellers vender du bare kajakken og ror retur til Lynæs.
Logistik
- Fra Helsingør til Hornbæk og videre til Gilleleje
- Tisvildeleje-Liseleje
- Lynæs-Hundested-Kikhavn
- Isætning: Helsingør Nordhavn, ved molerne i Tisvildeleje og Liseleje, Lynæs strand og kajakklubbens rampe i Lynæs havn
- Parkering; Nordhavnen i Helsingør, Gilleleje havn, den store p-plads ved stranden i Tisvildeleje og i Liseleje samt Lynæs havn
- Indkøbsmuligheder i gåafstand fra vandkanten findes i Gilleleje, Hundested, Liseleje og Hornbæk
- Kajakklubber: Gilleleje Ro- og Kajakklub, Tisvildeleje Kajakklub, Lynæs Kajakklub
Særlige forhold
Vær opmærksom på at sværhedsgraden langs kysten kan variere i forhold til vindretning og vindstyrke. Turen følger den åbne kyst, hvor bølgerne let kan rejse sig i vestenvind og især mellem Rågeleje og Hundested er der langt mellem landingsmuligheder og læ. Ved isætning fra strandene kan brændingen være en udfordring ved pålandsvind.
Vidste du at- Mange af kystens badebyer, blandt andre Tisvildeleje og Liseleje, har deres rødder i gamle fiskerlejer, hvor ordet “leje” henviser til et sted, hvor fiskerne slog lejr på stranden.
- De mange kønne badehuse på strandene er over hundrede år gamle og går i arv i familierne
- Navnet “Den Danske Riviera” blev første gang brugt i 1900-tallets turistbrochurer
Foto PR og Henrik Numelin
Kort Plotaroute
Vær opmærksom på at sværhedsgraden langs kysten kan variere i forhold til vindretning og vindstyrke. Turen følger den åbne kyst, hvor bølgerne let kan rejse sig i vestenvind og især mellem Rågeleje og Hundested er der langt mellem landingsmuligheder og læ. Ved isætning fra strandene kan brændingen være en udfordring ved pålandsvind.
- Mange af kystens badebyer, blandt andre Tisvildeleje og Liseleje, har deres rødder i gamle fiskerlejer, hvor ordet “leje” henviser til et sted, hvor fiskerne slog lejr på stranden.
- De mange kønne badehuse på strandene er over hundrede år gamle og går i arv i familierne
- Navnet “Den Danske Riviera” blev første gang brugt i 1900-tallets turistbrochurer
Kort Plotaroute