Mobil Kajak Klub Vestsjælland er en ny kajakklub med kajakker og udstyr samlet i én stor trailer, klar til at køre mod næste rovand.
Klubben har base i Kalundborg, men har intet klubhus eller bådhuse. Traileren fungerer som rullende klubhus med havkajakker, pagajer, redningsveste og alt det nødvendige grej. Når kajakkerne er i vandet, kan stativerne foldes sammen, og borde og stole sættes frem, så der opstår et naturligt samlingspunkt efter turen. Fællesskabet vokser, når alle hjælper med at pakke ud og ind og det er netop en af idéerne bag klubben - at gøre det nemt at være aktiv sammen.
- Det er en mobil kajakklub. Det findes ikke andre steder. Måske er det den eneste i verden, proklamerer Lars Rohrmann, der er formand i Mobil Kajak Klub Vestsjælland.
Det mobile setup gør det let at arrangere ture overalt på Vestsjælland – og længere væk, når lysten melder sig. Medlemmerne er ikke bundet til ét farvand, men kan opleve nye kyster, fjorde og søer fra tur til tur, uden selv at stå for logistikken.
Mobil Kajak Klub Vestsjælland er godt i gang. Med tiden får klubben et online kalendersystem, hvor medlemmerne selv kan foreslå destinationer og booke trailerens ture i god tid. Ambitionen er ikke at blive stor, men at skabe et aktivt kajakfællesskab med plads til de gode oplevelser.
Klubbens medlemmer ror fast mandage og onsdage kl. 17–21, mens weekendture aftales efter behov. Læs mere på klubbens Facebook
Foto: Mobil Kajak Klub Vestsjælland