DANSK KAJAKDESIGN



Når man taler om kajakker i Danmark, handler det ofte om udenlandske mærker. Men også herhjemme er der udviklet kajakker, pagajer og udstyr. Primært bygget på erfaring fra enkeltpersoner med mange timer på vandet. Denne artikel giver et overblik over nogle af de vigtigste danske bidrag.

Dansk kajakdesign spænder fra klassisk håndværk hos Struer Kajak til moderne brands som DesignKayaks og til specialiseret udstyr fra enkeltpersoner som Lars Gram og Kajakfreak. Fælles for dem er, at designet ofte tager udgangspunkt i praktisk erfaring, kontakt med roere og et stærkt fokus på funktion frem for hype.

Struer Boats

Struer Boats er en af Danmarks ældste kajakproducenter med en lang historie i design af både konkurrence-, tur- og havkajakker i samarbejde med Jørgen Samson og Björn Thomasson. Struer Boats har siden 1955 blandet andet produceret kajakker som Bull, Malik og Tracer. Og senest Bluefin og Frej-serien samt Panthera, som er en hybrid mellem en havkajak og en surfski.   

Struer Kajak
Struer Kajak blev grundlagt i 1947 af to møbelsnedkere i Struer. Med udgangspunkt i bådebyggertraditioner og møbelsnedkerhåndværk begyndte de at konstruere kajakker til kaproning. Kajakkerne blev bygget i træ på værkstedet ved Industrivej. I efterkrigstidens årtier fik Struers trækajakker stor udbredelse og blev brugt ved internationale konkurrencer og de olympiske lege. 

North Wind og Blue Kayaks
Roneklint Kajakcenter har bidraget til dansk kajakdesign med North Wind, en havkajak udviklet på baggrund af egen erfaring med undervisning, udlejning og ture i danske farvande. North Wind kajakken produceres i Polen. Derudover står Roneklint Kajakcenter bag en række produkter under brandet Blue Kayaks, herunder overtræk, pagajer, rygstød, dæksnet og rorsystemer, udviklet med fokus på funktion og daglig brug.

Jesper Kromann-Andersen
Et af de mest markante navne i moderne dansk kajakdesign er Jesper Kromann-Andersen. Jesper har samarbejdet med flere kajakproducenter i både Danmark, USA og Norge. Hans ideer har sat nye standarder for fornyet forståelsen af hvad moderne havkajakker kan på vandet. Et eksempel er en række havkajakker designet for Current Designs; Prana, Sisu og Karla som kombinerer effektiv fremdrift med kontrol og balance, alt sammen  egenskaber, der passer godt til lange ture i åbent vand.

DesignKayaks
I 2018 startede Søren & Hanne Groth Telling eget design af havkajakker og får kajakkerne produceret på fabrik i Sydafrika. Under brandet DesignKayaks har de formået at samle dansk formsprog, funktionelle detaljer og industriel produktion i plastkajakker som Unplugged, Endless og Awesome. Kajakkerne er udviklet med fokus på stabilitet, slidstyrke og tilgængelighed og henvender sig til et bredt segment af havkajakroere.

Kajak Freak
Kajak Freak i Handbjerg er først og fremmest en butik og et mødested for roere, men netop den tætte kontakt til kunderne har givet grobund for egne designidéer. Det er kajakker i klassisk forstand, men egne løsninger og designs, primært inden for udstyr, tilpasninger og mindre serier.

Grønlandspagajer i træ og i carbon
Hvor kajakken ofte stjæler opmærksomheden, har Lars Gram fra Vejle haft fokus på det vigtigste kontaktpunkt mellem roer og vand: Pagajen. Lars Gram har gennem mange år arbejdet med grønlandspagajer, både i træ og senere i carbon, produceret i Asien efter egne specifikationer. Designet bygger på klassiske grønlandske proportioner, men justeret efter moderne roeres behov for komfort, holdbarhed og ensartethed.

Nysgerrig og vil læse mere om 
👉Struer Boats
👉Struer Kajak
👉Ronelint Kajakcenter
👉Jesper Kromann-Andersen
👉DesignKayaks
👉Kajak Freak
👉Gram Kajaks

Foto: Plug til Panthera, Struer Boats