MED KAJAK TIL KAJAKFISKERI, SANKE ELLER KIGGE FUGLE

Læs om hvordan du kan fiske, sanke tang og urter og snorkle fra din kajak

Kajakfiskeri
Du kan fiske på fjorde, på havet, i søer og åer. Der kan kastes, pilkes, dørves, fiskes med bundgrej, og man kan ro, drive eller ligge for anker. Det kræver bare lidt held og god tid på vandet. I foråret er havet fuld af hornfisk og bagefter er det sæson for fiskeri efter torsk, makrel, fladfisk og havørred. 

Til at starte med, gå efter en stang på 6-7 fod. Hertil hjul, line, kroge, blink, en kniv, et fangstnet og en dæktaske til det hele. Så er der udstyr for 6-700 kr. En fiskevest med mange lommer til bl.a. kniv, solbriller og mobiltelefon (der skal jo tages et billede af fangsten), kan være det næste stykke udstyr som skal anskaffes.

Fisk ikke i sejlrender, hold øje med vandscootere og andre hurtigtgående både. Og ha' en kniv parat til at kappe linen, hvis uheldet er ude og en motorbåd har fået din fiskeline i skruen.

Spørg de lokale kajakfiskere eller grejforhandleren, efter tips til fiskepladser. På kajakfisker kan du læse mere om fiskeri fra kajak. Mindstemål for diverse fiskearter og køb af fisketegn, se fisketegn.dk

Samle på fyr
Mange kajakroere synes at det er sjovt at "samle" på fyr. Det kan være de karakteristiske havnefyr, historiske fyr eller fyr f.eks på en vindblæst odde. 

Undervandsjagt
Havkajakken giver mulighed for at komme hen til fiskepladser der sjældent besøges af andre. Så er det op til dig, at komme lydløst i vandet og komme ned på "skudhold" af fiskene. Søg "undervandsjagt kursus" på nettet. Husk lovpligtigt fisketegn.

Snorkle
Snorkling kræver ikke det store udstyrscirkus - alt hvad der skal til er svømmefinner, en maske og en snorkel. Der er masser at se på lige under overfladen; bølgende ålegræs, store tangskove og barske stenrev. Tag et net med og saml krabber og muslinger til aftensmaden, husk når du samler, at det skal være langt fra havne og bebyggede områder. Vragdele o.l. som ligger på bunden er fredede og må ikke tages med i land.

Sanke i strandkanten
Når du "kajakker" langs kysterne er der mulighed for at samle forskellige urter på strandene. Og i havkanten kan friskfangede krabber, muslinger og tang være et lækkert supplement til aftensmaden. Sanker du tang, så gør det på lavt vand og klip kun de yderste spidser af, det er der den bedste smag sidder. Brug tangen som tilbehør til bålstegt fisk eller til en pastaret. Karen Lise Krabbe har skrevet et hæfte, "Høst tang", om de mange spiselige tangarter, man kan finde i Danmark. Læs hæftet Høst tang, download printvenlig udgave af hæftet. 

Når du samler urter på land, så tag kun hvad du skal bruge og lad være med at klippe planterne helt ned. I bogen "Spis strandurter" af Marianne Mark, er der masser af fif og opskrifter med strandurter. Download appén vildmad hvor der er der guidelines til hvad man finder hvor og hvordan man tilbereder det.

Kigge fugle
Som kajakroer kan du komme ganske tæt på fuglene. Tag en kikkert med som du kan sætte fast til din kajakvest. Og før du tager afsted, gå ind på www.dof.dk og se de sidste observationer fra fuglekiggere. Måske er der en havørn i det område du skal til...

God fornøjelse med at bruge din kajak til noget andet...

Udgivet: 27.03.2020
Foto: Henrik Numelin