FLYDENDE SHELTER PÅ ROSKILDE FJORD


Drømmer du om at falde i søvn til den stille lyd af bølgeskvulp og en fri udsigt over vandet - så er en overnatning i det flydende shelter ved Hvide Klint, lige noget for dig.

Vuggende på fjorden med udsigt til blomsterrige kalkstensskrænter, strandenge og rå industrihistorie, ligger det flydende shelter, Havhytten, på cirka 1 meter vand udfor Hvide Klint. Det er gratis at overnatte i Havhytten, der er plads til 3-4 personer og kajakkerne kan ligge på platformen. 

Det er stor interesse for at benytte Havhytten, derfor vil jeg anbefale at du booker Havhytten gennem den bookingløsning som ligger i friluftsguiden.dk. Det er også muligt at benytte Havhytten uden booking, men folk med booking bekræftelse har fortrinsret. 

Alternativ overnatning
På Lynæs Havn ligger der to bådformede shelters med udsigt over Roskilde Fjord. Kajakker kan trækkes på land, lige ved siden af. Pladsen har bålsted og der er adgang til vand og mulighed for bad. Der er ingen booking, så her er  "først til mølle" princippet.

Kajakruter
Begge shelters ligger på kajakruten mellem Lynæs og Frederiksværk.

Udgivet 22.08.2021
Opdateret 04.09.2024
Foto Henrik Numelin