KAJAKTURE MED OVERNATNINGER


Pak din kajak, find kortet frem og tjek vejrudsigten. I denne artikel får du tips, ideer og turforslag til nye steder at ro kajak - de ligger bare og venter på dig. 

En havkajak er med sin sødygtighed og pakkekapacitet, skabt til at tage på længere ture med overnatninger. Det kan være på en weekendtur eller en efterårstur med flere overnatninger. Med lidt planlægning har du hurtigt pakket og kan sætte kajakken på bilen og køre hen, hvor der er noget lækkert rovand. Du kan overnatte på stranden (ikke telt, men i bivuak), i et hyggeligt shelter, på en naturskøn campingplads eller et mere luksuriøst overnatningssted nær vandkanten. Maden har du selv med eller køber ind undervejs.

Planlægning
Tænk over om det skal være en A til A tur som er ud og retur til samme sted eller en A til B tur med forskelligt start- og slutsted. En A til A tur er nemmest, der skal blot findes et p-plads til bilen, for du kommer jo tilbage til startstedet. Beslutter du det en A til B tur , er der en lille udfordring i at komme fra B til at få hentet en evt. bil på punkt A. Men alt kan jo løses. Undersøg mulige overnatnings- og indkøbssteder og læg også en turplan B. Tjek vejrudsigten før turen - der er stor forskel på at ro i medvind og i modvind og bølger. 

Overnatning
Langs kysterne er der shelters, små åbne hytter, hvor du får tag over hovedet, du kan lave bål og måske tappe vand lige i nærheden. Specielt på Fyn og Lolland Falster ligger der mange shelters nærmest i vandkanten. Shelterne skal helst bookes forud, se artiklen Book en shelter. Der findes også sheltere som flyder på vandet som man kun kan komme ud til i kajak. Prøv det, læs mere her om at overnatte i et flydende shelter.

Vil du overnatte under åben himmel, kan du gøre det på en af Naturstyrelsens primitive teltpladser eller en "rigtig" campingplads. De primitive teltpladser, hvor overnatning er gratis, kan være alt fra en grøn plet til pladser med bålsted og adgang til vand og toilet. Den største fordel ved de "rigtige"campingpladser er de mange faciliteter fx et varmt bad og et køkken med alskens køkkenudstyr, og der ofte er et ugenert hjørne til teltcampister. Find de primitive teltpladser på www.udinaturen.dk og en oversigt over campingpladserne på www.danskecampingpladser.dk

Pakke kajakken rigtigt
På samme måde som vandrere og cyklister har alt hvad de skal bruge på turen, pakket i en rygsæk eller i cykeltasker, så kan du pakke alt hvad du behøver; telt, tøj og mad, i kajakkens to eller tre stuverum. Og lige lidt om det at få pakket kajakken. Pak så du nemt kan tage teltet, liggeunderlag og sovepose frem, uden at skulle pakke andet ud af kajakken.

For at få en god balance i kajakken, læg tungt udstyr som mad og vanddunke i stuve rummeme tættest mod midten af kajakken. Mellem tungt udstyr som tøj og kogegrej kan stuves derefter og til sidst pakkes telt, liggeunderlag og sovepose mod enderne. Tager du en kajakvogn med eller en fender, til at rulle kajakken op eller ned af en stenet strand, kan den surres på dækket.  

Tre tips til pakning af kajak
  1. Prøvepak kajakken hjemme, så du ved hvormeget plads du har
  2. Pak tøj, sovepose og lignede i vandtætte pakposer
  3. Tag en eller to blå IKEA poser med til at bære udstyr o.l. til og fra kajakken
Mad på turen
Har du mulighed for at proviantere på turen eller ej? Kommer du forbi indkøbsmuligheder, så udnyt det. Lav en menuplan og planlæg efter holdbarhed, så du undgår madspild. Er der langt mellem indkøbsmulighederne eller slet ingen har jeg lige nogle forslag til nem turmad som kan tilberedes på en 
enkel let brænder med en gryde eller en trangia (kompakt spritbrænder med gryde, pande og kedel). 
  • Morgenmad; havregryn, rosiner, æbler og abrikoser i tern blandet op med mælkepulver  
  • Frokost; wraps med dåsetun, mayonnaise, salat og avocado eller peberkippers på dåse som kan varmes i den uåbnede dåse i en gryde med vand
  • Aftensmad; pasta, pesto, pølse og parmesan som er grøn pesto der røres i de varme pastaskruer med pølser skåret i små stykker til sidt toppet med reven parmesan 
  • Snacks; en lækker blanding af nødder, peanuts, tranebær og rosiner er godt når der er krise
  • Friske æg kan holde i nogle dage, køb æggeholdere af plastic som sørger for at æggene ikke bliver smadret.
  • Instant kaffe eller Growers Cup 
Tag en fiskestang og nogle blink med, friskfanget fisk er fantastisk...

Adgang til frisk vand er ofte den største udfordring på kajakture. Regn med at skulle bruge 3-4 liter vand per døgn per person. Vandet opbevares bedst i en vandsæk på 5-10 liter, alternativt i flasker, der kan fordeles i kajakkens stuverum.

Hvor meget tøj skal du tage med?
Klæd dig på efter vandtemperaturen og ikke lufttemperaturen. Det kan godt være 15 grader i luften, mens vandtemperaturen er 5-6 grader. Et sæt tøj til at ro i, et sæt med fodtøj til land som du kan skifte til når du ankommer til overnatningsstedet (skift til dette som det allerførste) og et sæt som reserve - hvem bekymrer sig om at du lugter lidt, mens du ror? Udnyt enhver mulighed for at lufte og tørre tøj og udstyr. Brug bugserlinen som tørresnor og husk et par tøjklemmer. Se en pakkeliste til kajakture her.

Alt det andet udstyr
Jeg vil anbefale en tre-sæsons sovepose med fiberfyld, som både er blød og behagelig. Soveposen med fiberfyld er lidt tungere og vejer lidt mere i forhold til en sovepose med dunfyld. Til gengæld kan en fibersovepose varme selvom den er fugtig, modsat dunsoveposen som bare vil klaske sammen. Et selvoppusteligt liggeunderlag i en god tykkelse er et vigtigt stykke udstyr, til en god nattesøvn og kunne vågne frisk og veludhvilet.  

Vælger du at overnatte på en primitiv teltplads eller campingplads skal du også have er telt med. Også her er der mange muligheder i forhold til teltstørrelse, materialer, vægt og pris. Jeg har selv et to personers Treklife Aro Lightweight. Det er et kompakt telt som er let at pakke i kajakken, nemt at slå op, og rummeligt til een person. Husk at teltet er dit hjem, når du er ude, så der skal være plads til at opholde sig, hvis det er dårligt vejr, og du skal kunne sidde inde og lave mad i læ.

Tag en pandelampe med, den kan bruges i teltet, på lejrpladsen og undervejs som markeringslys. 

Tre rovande som er til at komme i nærheden af
Mariager Fjord er den af de længste af de østjyske fjorde. En tur fra Hobro ud af fjorden, ind i de små bugter er ikke bare smukt, men også særdeles velegnet rovand til begyndere. Jeg kan anbefale at lægge ind i det lille idylliske fiskerleje Stinesminde og overnatte der i shelter eller i fiskerhytte. Hæftet "De Blå Stier" har turforslag, tips til pause- og overnatningssteder og interessante besøgssteder tæt på fjorden.

Det Sydfynske øhav er et must for en havkajakroer. Det er forholdsvis nemt at krydse fra den ene lille ø til den anden og gå i land og opleve øerne og ølivet. Bliver vejret for kras eller slipper kræfterne op, kan du og kajakken sejle til eller fra øerne som dækslast med en af de mange ø-færger. Gode isætningssteder er Falsled (Camping), kajakhavnen i Faaborg og Skovballe havn. Find inspiration til ture i "Havkajak - guide til det Sydfynske Øhav".  

Eller prøv Nakskov Fjord, som kaldes Danmarks ø-rigeste fjord. Et lille kajakparadis med et flot landskab, spændende fauna, natur og kulturmiljøer. Telt- og shelterpladser kan du finde med ”Shelter” appen. Handle muligheder er der kun på Nakskov Fjord Camping og i Nakskov by. Den digitale "Kajakguide - over Nakskov Fjord" kommer med fem turforslag med forskellige start- og slutsteder. Overnatnings- og isætningssteder er indsat med GPS koordinater.

Play it safe
Giv en kontaktperson besked om dine afgangs- og ankomsttidspunkter, rute og overnatningssteder. Medbring en mobiltelefon i vandtæt etui. Et førstehjælpskit samt alu tæppe. Tag kniv og gaffatape med til en nødtørftig reparation. En lommelygte, som kan tændes når du møder andre fartøjer, og når du er fremme på overnatningspladsen. Kompas og kort enten digitalt og eller printet. Øsekar eller/og pumpe. Tjek vejrudsigten før og under turen.

God tur

Foto PR